Lille prinsesse deler interessen for sin mors mærkesag

Naturen og miljøet er allerede begyndt at interessere femårige prinsesse Estelle af Sverige, fortæller hendes mor, kronprinsesse Victoria.
Her ses prinsesse Estelle mellem sine forældre, kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
Her ses prinsesse Estelle mellem sine forældre, kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Foto: Vilhelm Stokstad/AFP

Prinsesse Estelle af Sverige har arvet sin mors interesse for naturen, havet og miljøet.

Det fortalte kronprinsesse Victoria onsdag under havkonferencen "Life Below Water" i Malmø, hvor hun blandt andet var med til at indvie et marine-oplevelsescenter og desuden aflagde et besøg på World Maritime University i den svenske by.

Det fremgår blandt andet af det svenske kongehus' officielle hjemmeside og af det svenske medie Svensk Damtidning, der også overværede kronprinsessens besøg.

Under åbningsceremonien afslørede den 40-årige kronprinsesse, at det maritime liv vækker stor nysgerrighed hos 5-årige prinsesse Estelle.

- Derhjemme er min lille datter, prinsesse Estelle, interesseret i alt, der har med naturen og miljøet at gøre. I sidste uge var vi på Askölaboratoriet, og allerede på vej i båden stillede Estelle en række spørgsmål: "Mor, hvad er forskellen på tang og alger? "

- Der var forskere med på båden. Estelle lyttede, og det blev til endnu flere spørgsmål. Vi lærte om en hel ny verden, verdenen under overfladen. Det er viden, der gør, at man bekymrer sig om verdenen og vil tage hånd om den, lød det fra kronprinsesse Victoria.

Miljø er blandt kronprinsesse Victorias mærkesager. Hun er ambassadør for FN's globale bæredygtighedsmål og har ifølge det svenske kongehus' officielle hjemmeside valgt at fokusere specifikt på hav og fiskeri.

Under åbningen var kronprinsesse Victoria blandt andet også med til at sætte en krabbe ud i et akvarium.

Se videoen af det her: https://www.instagram.com/p/BaHHcjXnIN4/?taken-by=kungahuset

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.