Den ikoniske skuespillerinde, Brigitte Bardot, blev 91 år gammel.
Legenden stoppede faktisk skuespillerkarrieren i en tidlig alder og blev derefter livet ud en meget aktiv - og ofte kontroversiel - dyreværnsaktivist.
Da Brigitte Bardot onsdag i denne uge blev begravet fra Notre-Dame de l’Assomption i Saint-Tropez, skete det selvfølgelig heller ikke helt på samme måde som for de fleste andre mennesker.
Det fortæller billedbladet.dk, der citerer The Guardian.
Billeder afslører nemlig, at stjernens kiste ikke var lavet i træ, men derimod blev Brigitte Bardot båret ud i en kurvekiste i to forskellige farver.
Kisten var derudover pyntet med farverige blomster i gule og orange nuancer.
I en tale ved begravelsen fortalte Brigitte Bardots mand, Bernard d’Ormale, at den tidligere filmstjerne døde af kræft.
Før ceremonien blev Brigitte Bardots kiste kørt i procession gennem Places des Lices og til havnen i Saint-Tropez.
Ligeledes blev selve ceremonien transmitteret på skærme uden for kirken.