Gennem 45 år har Lars Lilholt turneret land og rige rundt.
Selv om den rutinerede trubadur i marts rundede 65 år og dermed har nået en alder, hvor han kan modtage folkepension, har han ingen planer om at trække stikket.
Den erfarne spillemand har lige udgivet sin nye plade, "Drømmefanger".
- Jeg skrev til Skanderborg Kommune, at jeg udskød folkepensionen på ubestemt tid. Jeg har en ambition om og vil hellere - om forhåbentligt mange år - falde omkuld et eller andet sted, mens jeg er i gang med at spille, end at sætte mig ned og vente på det.
- Jeg vil bæres af scenen - med støvlerne på, fastslår sangveteranen, som privat er gift og far til tre.
Der er stadig bud efter musikeren, og det er både de gamle fans, der dukker op, men også et nyt publikum er kommet til.
- Jeg kunne tydeligt mærke, da jeg medvirkede i "Toppen af poppen" i 2015, at musikken kom langt ud. Der kom yngre folk til koncerterne, og lige da det stod på, begyndte de unge piger da også at råbe efter mig. Det var skønt, klukker Lars Lilholt.
- Jeg læste en artikel, hvor der stod, at jeg var blevet hip igen. Hip var jeg måske i 1980'erne, men så blev jeg det så åbenbart igen i 2015. Det hele kører i bølger, op og ned, men egentlig har jeg bare altid gjort det samme, fortæller han.
Lars Lilholt er faktisk uddannet folkeskolelærer, men har kun brugt den baggrund til at hjemmeundervise sine børn, når familien holdt pause fra livet på landevejene og i perioder bosatte sig på den italienske ø Sicilien.
Siden han var en knejt på 20 år, har han levet af at optræde.
- Der er sikkert nogle på universiteterne, der kan svare på, hvorfor folk bliver ved med at komme til mine koncerter, men selv synes jeg, jeg har haft en fremragende evne til altid at ramme det, der ikke var oppe i tiden, siger Lars Lilholt og uddyber:
- For mig har det altid været en måde at eksistere på. En måde, de voksne ikke kunne få mig på. En måde, jeg har kunnet blive ved med at lege og ikke behøve fast arbejde. Ud over at jeg altid har elsket at spille, så har det været dét, der har været drivkraften.
Musikken er også vital for Lars Lilholt. Han har dulmet sine indre dæmoner med sprut, men finder i dag tilflugt i musikken.
- Vinteren kan eddermaneme godt være lang for mig, og jeg kan blive meget påvirket af den. Når det er mørkt, bliver jeg deprimeret, men når det er lyst, så er jeg i højt humør.
- Så jeg har tit gjort det, at jeg bruger vinteren på at lege med mine kammerater - helst i pladestudierne - for så glemmer jeg, hvor trælst det hele er. Når det så bliver godt vejr, så skal vi ud at spille igen.
Musikeren indspillede også sin nye plade, "Drømmefanger", i vinter, og snart drager han på turné med den.
Selv om han gerne vil introducere publikum for sine nye sange, kunne han aldrig nogensinde drømme om at spille en koncert uden sin signatursang "Kald det kærlighed", som blev optaget i Kulturkanonen i 2006.
- Det er den sang, min bank er mest glad for, og jeg kan godt se kvaliteterne i den gode melodi og det samme harmoniske grundlag i både vers og omkvæd, der gør den nem at synge med på.
- Sangen handler om at forsøge at definere, hvad kærlighed er, men definitionen på kærlighed bliver, at den ikke kan defineres. Den gåde, der ligger i det, er en af de ting, der har gjort sangen så langt levende, og det er da ikke helt overfladisk, lyder det fra Lars Lilholt.
Lars Lilholts nye plade, "Drømmefanger", udkom 4. maj.
/ritzau/