Danmark skal sænke kontanthjælpen, så flere danskere tager lavtlønnede job. Et lavtlønnet job er vejen tilbage til arbejdsmarkedet i stedet for en parkering på offentlige overførsler.
Sådan siger beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, fordi 27 procent af udlændinge i job ifølge Danmarks Statistik arbejder for under 130 kroner i timen mod kun 10 procent af danskerne.
- Vi skal lave reformer af vort kontanthjælpssystem, så forskellen på at være på overførselsindkomst og i et lavtlønsjob bliver lidt større. Det vil betyde, at flere danskere kan få et lavtlønsjob, som for mange mennesker er adgangen til arbejdsmarkedet, siger Joachim B. Olsen.
Han har i tv diskuteret med SFs socialordfører, Özlem Cekic, om "Fattig-Carina", som klagede over, at hun fik over 15.000 kroner om måneden efter skat i offentlige ydelser.
Vejen frem er at beskære kontanthjælpen som i 1998, da Nyrup-regeringen tvang unge under 25 år i uddannelse, mener han.
- Regeringen er nødt til at se på ydelserne, når den laver en kontanthjælpsreform. Ydelserne er højere end i landene omkring os. De har skabt langt flere job efter krisen. Vores høje offentlige ydelser presser lønningerne op, siger Joachim B. Olsen.
270.000 færre danskere i den arbejdsdygtige alder vil leve af offentlige overførsler, hvis Danmark når Sveriges niveau, påpeger han.
- Man kunne se på Nyrup-regeringens reform om ungeydelsen i 1998. Den nedsatte kontanthjælpen for unge under 25 år. Det er den mest positive reform på det danske arbejdsmarked gennem de sidste 20 år. Den nedbragte markant ungdomsarbejdsløsheden, siger Joachim B. Olsen.
- Reformen flyttede unge mennesker over i beskæftigelse eller i uddannelsessystemet, siger han.
/ritzau/