Liberal Alliance er nu ude med riven efter de øvrige partier i den blå blok samt Enhedslisten, når det gælder partiernes krav om erstatning til de boligejere, der er blevet ramt på pengepungen af Skats utallige vindblæste ejendomsvurderinger.
Ifølge Liberal Alliance taler de andre partier uldent i spørgsmålet om, hvad boligejerne skal have krav på.
- Det er Skat, der har lavet fejlen, og det er derfor også Skat, der skal rette den. Det bør slet ikke kunne komme på tale, at de boligejere, som er blevet snydt i skat, skal røre en finger for at få deres egne penge retur, siger Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen.
- Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti taler uldent om, at man skal have penge tilbage, men det er ikke lige til at se, om det skal ske gennem en klageadgang, eller om det - som vi synes - bare skal ske pr. automatik, siger han.
Enhedslisten har foreslået udvidet klageadgang for folk, der mener, at de er blevet snydt af skattevæsnet. Men det forslag har en social slagside, mener Liberal Alliance.
- Hvorfor ikke bare give pengene tilbage til alle? Fru Jensen får jo ikke nogen penge ud af det her. Det er måske kun folk med en advokat eller enfast revisor, der kan få noget ud af det, anfører Ole Birk Olesen.
Han foreslår, at Skat laver nye ejendomsvurderinger og betaler differencen mellem den nye - korrekte - vurdering og den tidligere vurdering.
- Så udregner regnearket af sig selv, hvor meget folk har betalt for meget. Det burde være meget, meget simpelt, siger han.
Hos Venstre man understreger man, at man forventer at skatteministeren sørger for at få rettet op på problemet.
- Der er meget, der tyder på, at folk har betalt for meget i skat, og det skal der rettes op på, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen og fortsætter:
- Sådan er det i et retssamfund, og den opgave ligger så hos skatteministeren (SF's Holger K. Nielsen, red.) nu, og det forventer jeg kommer til at ske.
/ritzau/