I dag står der dog hverken pindemadder eller flag på bordene på krisecentret i Viby, for ingen har haft tid til at arrangere fødselsdagen.
»Vi har simpelthen haft så travlt, at vi først fejrer fødselsdagen den 1. februar,« siger forstander Jette Sølvhøj.
I går var der 14 kvinder og 15 børn i de små, lyse lejligheder med eget køkken og toilet. I sidste uge boede 16 kvinder og 24 børn i bygningen, hvor yderdøren kun åbner, når personalet har set på et kamera, hvem der vil ind.
For 25 år siden var det en gruppe kvinder, der besluttede, at Århus skulle have et krisecenter. De indrettede stedet i en gammel villa i Åbyhøj.
Gaveønske
»Det var kvinder, der var klar til at kæmpe ud fra princippet kvinder hjælper kvinder ,« fortæller Jette Sølvhøj, der har flere af stifterne af det gamle krisecenter ansat i sin stab.
Dengang kunne centret hjælpe ni kvinder og højst 12 børn, og der var seks døgnansatte og en børnepædagog.
I dag er der plads til 16 kvinder og alle de børn, det skal være. Antallet af ansatte er steget til syv døgnansatte og en børnepædagog.
»Vi bygger stadig på, at vi yder omsorg, beskyttelse og rådgivning omkring volden. Kvinderne skal selv kunne tage sig af deres børn,« siger forstanderen, der er stolt af sit krisecenter.
Hun påpeger især sikkerheden og døgndækningen, der sikrer, at kvinderne på alle tider af døgnet møder en professionel. Huset er ikke drevet på frivillig arbejdskraft, som mange andre krisecentre.
Total ensomhed
Hvis forstanderen skal ønske sig noget i fødselsdagsgave, så skal det være et såkaldt midtvejshus.
»Nogle af vores kvinder mangler et sted mellem os og deres egen bolig. Et sted, hvor de kan få hjælp til at få en normal tilknytning til samfundet. Vi har nogle meget veluddannede piger fra tvangsægteskaber, der kommer ud herfra og sidder i total ensomhed. Så er det alligevel bedre at være i familien og i ægteskabet med volden,« siger Jette Sølvhøj, der har forsøgt at få penge til at renovere den tomme blok ved siden af centret uden held.
Hun håber, at der ikke er brug for et krisecenter i Århus om 25 år.
Men hun tror ikke på sit eget håb.
»Vold er det sprog, vi bruger, når ordene slipper op. Sådan tror jeg desværre altid, det vil være.«