"Vi har ingen kommentarer".
Sådan lyder det fra FN's krigsforbryderdomstol i Haag, når man spørger ind til kritikken fra domstolens danske dommer Frederik Harhoff.
Harhoff beskylder ifølge BT tribunalet for at lade krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien gå fri efter en række opsigtvækkende frifindelser af øverstbefalende under borgerkrigen på Balkan i 1990'erne.
Retspræsidenten for domstolen har ifølge Harhoff udøvet massivt pres på meddommerne for at lade de serbiske og kroatiske topofficerer slippe for straf.
Det skriver den danske topdommer i et fortroligt brev, der er sendt til 56 personer, og som BT offentliggør torsdag.
I november 2012 frifandt appelretten i Haag to kroatiske topofficerer, som ellers var blevet idømt henholdsvis 18 og 24 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. Og i februar fik en højtstående serber også lov til at gå fri.
Frederik Harhoff anklager også den amerikanske retspræsident for domstolen, Theodor Meron, for at lægge "ihærdigt" pres på de andre dommere for at frifinde militærcheferne, skriver BT.
Motivet skulle ifølge Harhoff være militære interesser i USA og Israel, hvor stærke
kræfter angiveligt er bange for, at der skabes en international praksis, hvor højtstående officerer bliver straffet for de krigsforbrydelser, som deres underordnede begår.
/ritzau/