Jeg er ikke sikker på, hvem der er værst: Dem, der først støttede Irakkrigen og derefter svigtede det irakiske folk, da det hele blev for besværligt, eller dem – både pro- og antikrigsfolk – som nu konkurrerer om, hvem der er mest rystede over Saddam Husseins henrettelse. Beslutningen om at fjerne Saddam fra magten var rigtig. Og jeg ligger ikke vågen om natten, fordi diktatoren nu er blevet hængt.

Syv gode grunde

Jeg kan komme på mindst syv ting, som – når de kombineres – dannede et overbevisende grundlag for at gå i krig. For det første, 11. september, som Saddam Hussein offentligt glædede sig over.

For det andet, den almindelige opfattelse af, at Saddam udviklede masseødelæggelsesvåben i stor stil.

For det tredje, opfattelsen af at Al-Qaeda var i kontakt med Saddams mænd – en opfattelse, som siden er blevet bekræftet.

For det fjerde, Moskva havde opfordret USA til at iværksætte forebyggende angreb på terroristlejre i Afghanistan mere end et år før 11. september.

For det femte, olie.

For det sjette, Saddam støttede terrorisme. Den irakiske diktator belønnede familierne til palæstinensiske selvmordsbombere med 25.000 dollar og en mindeplade.

For det syvende, Iraks frastødende forhold til menneskerettighederne – uhyggeligt selv i forhold til regionens lave standard. Sidste forår chokerede en irakisk delegation deltagerne på en konference, jeg deltog i: Efter to dage med voldsom kritik af Bush-administrationen for dens arrogance og inkompetence meldte delegationen ud, at angrebet på Saddam Husseins blodige styre havde været det rigtige at gøre.

Hykleriske modstandere

Men jeg må også gå til bekendelse. Jeg havde aldrig forestillet mig, at de første år i Irak ville blive så blodige. Jeg forudså ikke den irakiske opstand. At vi ikke fandt masseødelæggelsesvåben er fantastisk pinligt. Men antikrigsfolkene troede jo også, at Saddam havde våbnene. Mange af dem insisterede på, at det eneste, Bush ville have, var olie. Nu tæsker de samme folk Bush for at have været for naiv og idealistisk i forhold til at skabe demokrati i Irak.

Så er der Saddams henrettelse. Nogle vil gerne bruge den til at understrege USA’s barbariske kærlighed til dødsstraf. Men det er altså lidt mere kompliceret. Tolv amerikanske stater plus Washington D.C. har forbudt dødsstraf. Mange EU-lande ville genindføre dødsstraf, hvis folket blive spurgt i folkeafstemninger. Flertal i Frankrig, Storbritannien, Spanien og Tyskland var for Saddams henrettelse.

Men lad nu det ligge. Vi lever alle sammen travle liv, og vi vælger vores kampe. Jeg har valgt mine, og henrettelsen af Iraks eksdiktator er altså ikke kommet på listen – ligesom babysæler heller ikke er.

Desuden har vi vigtigere ting at forholde os til. George W. Bush har netop annonceret, at der skal flere amerikanske tropper til Irak. Jeg har ikke hørt om et overbevisende alternativ. Og Demokraternes forslag om at trække alle tropperne ud kan i hvert fald ikke tages seriøst. Oversat af Amalie Lyhne