45,2 procent af de cypriotiske vælgere har sat deres kryds ved den konservative leder, Nicos Anastasiades. Det viser stemmeoptællingen efter præsidentvalget på middelhavsøen søndag. Dermed ser det ud til, at han må ud i en anden valgrunde 24. februar.
Det cypriotiske valgsystem er sat sådan sammen, at man skal have mindst 50 procent af stemmerne i første valgrunde for at undgå at skulle ud i en anden runde.
Den 66-årige konservative politiker, der går ind for en hurtig aftale om en økonomisk hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, var i forvejen favorit til at vinde valget, som søndag gav 550.000 cyprioter mulighed for at sætte deres kryds.
Med 45,2 procent slår Anastasiades sin venstreorienterede rival, Stavros Malas, efter at størstedelen af stemmerne er talt op. Stavros, som støttes af kommunistpartiet Akel, har ifølge de foreløbige optællinger fået 27,1 procent af stemmerne.
En tredje kandidat, den uafhængige George Lillikas, har fået 25 procent af stemmerne ifølge resultatet efter at 87 procent af stemmerne er talt op.
Den nuværende præsident, den venstreorienterede eks-kommunist Demetris Christofias, har ikke været genopstillet til valget.
Præsidentvalget betragtes som et af Cyperns vigtigste valg nogensinde, fordi det ny statsoverhoved skal redde det kriseramte land fra at gå bankerot. Det bliver blandt andet med besparelser og hjælpepakker fra EU og IMF.
/ritzau/Reuters