Den kendte amerikanske bilby Detroit begynder nu at værdisætte byens aktiver, efter at Michigan-metropolen i juli indgav sin kursbegæring.
Auktionshuset Christie's skal blandt andet vurdere den store kunstsamling i Detroit Institute of Arts (DIA), der indeholder omkring 60.000 værker - heriblandt et selvportræt af Vincent van Gogh.
Eksterne eksperter skal også undersøge værdien af byens parkeringshuse, internationale lufthavn og motorvejstunnelen mellem Detroit og den canadiske by Windsor.
Opgørelsen forventes at ligge klar i midten af oktober og er et led i konkursforløbet.
- Det betyder ikke, at vi har nogen særlige planer om at sælge bestemte aktiver, siger administrator Kevyn Orr, der er indsat som økonomisk brandslukker af delstaten Michigan.
- Vi har en forpligtelse til at udføre vores opgave og redegøre for alle aktiver i byen, tilføjer han.
Detroit har de seneste år lidt under den amerikanske bilindustris fald, hvilket har fået byens økonomiske fundament til at smuldre.
Byen kæmper med en gæld på hele 18,5 milliarder dollar, svarende til mere end 100 milliarder kroner.
I sin storhedstid efter Anden Verdenskrig havde Detroit et indbyggertal på op mod to millioner mennesker, men stor arbejdsløshed og stigende kriminalitet har skræmt tusinder af indbyggere væk.
Befolkningstallet er faldet til blot 650.000 mennesker. Konkursbegæringen skal redde resterne af den detroniserede storby.
/ritzau/Reuters