Den nye lov om generationsskifte i familieejede virksomheder kan koste 900 ansatte i Linak-koncernen jobbet.
Det siger koncernens ejer, Bent Jensen, til Børsen, efter at loven er blevet hastet igennem på blot tre dage i Folketinget.
Den betyder, at en koncern som Linak, der producer hæve-sænke-borde og hospitalsudstyr, skal af med mindst to milliarder kroner i udbytteskat og arveafgift, hvis den skal gå i arv.
"Jeg føler, at vi pludselig lever i et kommunistisk land, der inddrager værdier, der allerede er betalt skat af. Det mest uretfærdige er, at der hos os er 900 danske arbejdspladser, der er på spil. Jeg har aldrig set større svineri," siger Bent Jensen til Børsen.
Hvis loven bliver vedtaget i Folketinget, så bliver familien bag Linak formentlig nød til at sælge den, siger ejer Bent Jensen. Og en ny ejer vil formentlig ikke tøve med at flytte arbejdspladser til udlandet, tilføjer han.
I den nye lov bliver virksomhedernes beholdninger på kistebunden, formuerne i likvide midler, sidestillet med passive pengetanke, som bliver beskattet med 42 procent i aktieavanceskat af hele virksomhedens værdi.
40.000 virksomheder i Danmark er familieejede, og ifølge foreningen Family Business Danmark giver den nye lov dødsstødet til det familieejede Danmark.
Formand Anders Bruun forklarer til Børsen, at der ikke længere kan generationsskiftes uden at dræne virksomhederne for kapital. Dermed bliver virksomhederne kastet i armene på bankerne.
Enhedslistens Frank Aaen har dog ikke ondt af de rige familier.
"Vi har set den stakkels Lego-familie sidde oppe i Skatteudvalget og klynke over, at de kommer til at udrede nogle af deres mange penge, altså et forsøg på at undgå at de kommer skatteyderne til gode," siger han til Børsen.
De Konservatives skatteordfører er lodret imod loven.
"Familieejede virksomheder vil man gerne have, men man vil også gerne disponere over deres indkomster," siger han ifølge Børsen.
Indtil 12. december kan der fremsættes ændringsforslag til lovforslaget.