Dan Bo Andersen skal trods advarsler fra læger og psykiatere i arbejdsprøvning. Den 57-årige Dan er allerede tre gange forsøgt at gennemføre et lignende forløb.
Han har dokumentation for, at mere pres og flere afprøvninger vil kunne medføre selvmordsforsøg. Han har kronisk depression, PTSD, ødelagt nakke, en knust hånd, en overskåret armmuskel, angst og en kæmpe gæld.
Næstved Kommune er ikke ude på at genere Dan Bo Andersen. Arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune Torben Bahn Petersen peger på, at kommunen skal følge loven. Men han lægger ikke skjul på, at sagen er vanskelig.
- Det skal der jo tages helt ekstremt meget hensyn til. Det er derfor, vi anbefaler en social mentor, og vi beder ham gå i psykiatrisk behandling, sådan så han får hjælp til det. Det er jo ret trist. Udfordringen her er, at vi simpelthen ikke er klar over hans arbejdsevne, og vi skal følge loven, siger arbejdsmarkedschefen til Avisen.dk.
Dan Bo Andersen har med hjælp fra en ven klaget over afgørelsen fra Ankestyrelsen, og det svar lægger Næstved Kommune meget vægt på at få, før det bliver sat noget i værk, siger arbejdsmarkedschefen.
- Vi tager advarslerne meget alvorligt. Derfor ikke sat noget i værk endnu, og vi tænker det som et længere forløb med en social mentor, der kan hjælpe med at forbedre hans livskvalitet, før man eventuelt går videre til noget erhvervsrettet. Ingen har glæde af, at han bliver dårligere. Det er helt sikkert. Men vi er nødt til at følge de regler, der nu engang er, siger han.
"Det går ikke ud på at genere folk"
Pensionsnævnet mener, at på baggrund af Dan Bo Andersens sidste arbejdsprøvning er det ikke bevist, at han ikke har en arbejdsevne.
- Han var der i seks uger med kun to fraværsdage og kun tre dage hvor han måtte gå tidligere på grund af smerter. Det er meget stabilt, siger Torben Bahn Petersen.
Sidste gang Dan Bo Andersen blev jobafklaret i 2014, afbrød virksomheden selv forløbet efter seks uger og skrev til kommunen, at han ingen arbejdsevne havde tilbage overhovedet.
Men virksomheden afbryder praktikken, fordi de siger, det giver ingen mening, han er angst og han er til fare for sig selv, fordi han ikke kan styre den ene hånd og den anden arm. Bagefter nægter hans mentor at hjælpe kommunen med at finde en ny praktikplads?
- Det er meget vigtigt, at vi ikke gør noget, der ødelægger noget for folk. Men samtidig også vigtigt, at vi hjælper folk videre, så de får et bedre liv. Hvis du har det rigtig dårligt, så tror jeg ikke du har godt af at sidde derhjemme, siger Torben Bahn Petersen og fortsætter:
- Det går ikke ud på at genere folk. Det går ud på, at hvis man overhovedet kan finde noget restarbejdsevne, så kan man få en tilknytning til arbejdspladsen ned til ganske få timer om ugen, så du måske føler dig som en del af en arbejdsplads. Det var også en del af reformen af førtidspension og fleksjob.