I weekenden løber Danmarks største bogmesse af stablen i København. I den anledning - og fordi det lukrative julesalg står for døren - er vi ved at blive væltet omkuld af en syndflod af biografier, erindringsbøger og politiske bøger. Skønt at kunne kaste sig over Henrik Qvortrups bog ’Tre år, ni måneder, tre dage’, der afdækker dramaet bag kulisserne i Helle Thorning-Schmidts regering. Eller Peter Nedergaards bog om Kristian Thulesen Dahl. Eller Ritt Bjerregaards erindringsbog.

Men jeg savner noget: Hvorfor ligger der ikke en bog forfattet af Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen om hendes vision for fremtidens Danmark?

I et par år har rød bloks statsministerkandidat stået på spring til at overtage tronen efter Helle Thorning-Schmidt, og det ville da have været forfriskende med en gennemtænkt debatbog med Mettes manifest, som sygeplejersken i Hvidovre og industriarbejderen i Billund kan forholde sig til.

Pageturner fra Pape?

Hvorfor er der ikke en bog klar fra Enhedslistens Pernille Skipper, SF’s Pia Olsen Dyhr eller Radikale Morten Østergaard?

Eller fra Søren Pape, der i den grad har brug for at mande sig op og træde i karakter. Hvorfor forsøger Pape sig ikke med en konservativ ’pageturner’, der kan overbevise gamle vælgere om at blive og måske begejstre nye vælgere, der er nødvendige for partiets genfødsel?

Et sølle vælgersvigt

Er det for svært at skrive en bog? Er der ikke penge nok i det? Er toppolitikerne mon bange for at miste vælgere, fordi de kan klynges op på nogle ideologiske tanker og værdier i lang tid efter en bogudgivelse? Eller har de bare ikke nok på hjerte? Hvis de svarer ja til bare en af ovennævnte forklaringer, vil jeg kalde det sølle. Og et vælgersvigt.

Tilsyneladende er det ikke mangel på tid, der holder politikerne fra skriverierne. De er nemlig hurtige på tasterne, når det handler om meldinger på Facebook og twitter. Men oneliners på Facebook lagrer sig ikke og er løsrevet fra en sammenhængende vision. Politikerne kan i et kort øjeblik bryste sig af 300 delinger og mange likes på sociale medier, men noget monument over hele deres politiske vision bliver det aldrig.

Har de ikke noget på hjerte?

Bogværket, som bliver revet væk af læsere/potentielle vælgere, fordi en toppolitiker formulerer sit helt eget bud på virkeligheden, findes ikke mere i Danmark.

I den bedste af alle bogverdener ville der hvert år blive udgivet som minimum et par politiske debatbøger, der giver retning, bud, håb, et eller andet, som vælgerne kan forholde sig til. Ikke skrevet af journalister, spindoktorer eller ghostwritere, men af toppolitikere selv. Fordi de har noget på hjerte. Og brænder så meget for det, at de tør se det på tryk. Fordi de har en sammenhængende vision, et værdisæt, som de vil dele med danskerne og tør sige: ’take it or leave it’.

Den slags bøger er i den grad en mangelvare herhjemme. I demokratiet Danmark må der da for pokker være politikere, der har rygrad og refleksion, vision og hjerteblod nok til at turde folde deres samfundsidealer ud og også tage fat om nældens rod og komme med bud på problemer som flygtningepres, klimaforandringer, ulighed, social dumping, demografiske udfordringer og meget mere.

Døgnfluer nej tak

Jeg taler ikke om interview-bøger, der ofte og helt berettiget bliver døgnfluer. Jeg taler ikke om portrætbøger og biografier, der ofte handler mere om forliste ægteskaber, utroskab og en ulykkelig barndom frem for påtrængende politiske udfordringer. På kort sigt er det underholdende læsning og et quickfix for en politisk nørd, men på lang sigt er de mere eller mindre ligegyldige bøger.

Fogh turde godt

Det er lige før, at man savner debatbøger som ’Fra Socialstat til minimalstat’ forfattet i 1993 af daværende politisk ordfører og næstformand i Venstre Anders Fogh Rasmussen.

Liberalisten Fogh turde fremlægge sine egne ideologiske tanker i et oprør mod det, som han betragtede som en snørende socialstat. Han turde fremlægge en strategi for at slippe markedet løs. Han vidste, at det ville være en provokation og skaffe ham både tilhængere og modstandere.

Minimalstatsbogen forfulgte Fogh i hans senere politiske liv, og efter godt et årti tog han afstand til den. Men ikke desto mindre stod den som et monument over Fogh og liberalismen i et tiår.

Oprør fra Midten - en bestseller

Andre storværker, der har vækket læserne gennem tiden er ’Oprør fra Midten’, der stammer helt tilbage fra 1978. Her gik et usædvanligt trekløver bestående af forskeren Niels I. Meyer, politikeren Kristen Helveg Petersen og forfatteren Villy Sørensen sammen om at skrive en samfundsvision. Det blev en bestseller båret af et oprør. Og en bog, der engagerede unge og gamle i en debat om hvor vores samfund bevæger sig hen.

Brundtland-rapporten ’Vor Fælles Fremtid’ fra 1987 skrevet af norske Gro Harlem Brundtland vækkede også læserne og blev solgt i tusindvis også i Danmark.

Nu er det eks-politikere som Ritt Bjerregaard, der skriver deres politiske erindringer. De kigger tilbage og skuer ikke fremad. De har ingen forpligtelser til at sætte en politisk dagsorden, for de er ikke på valg længere.

Håndværk og udkantsmyte

I de senere år kan jeg kun komme i tanke om få danske bøger, der har fokus på vigtige politiske udfordringer. Nemlig den socialdemokratiske murersvend Mattias Tesfayes ’Kloge hænder’, der zoomer ind på det fatale uddannelsesnobberi, der betyder, at vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Og så det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvads ’Udkantsmyten’, hvor han lovpriser provinsen og argumenterer for, at centralisering i storbyerne er en vildfarelse.

Bertel Haarder, Naser Khader og Birthe Rønn Hornbech har også interessante bogudgivelser bag sig. Men der er langt mellem snapsene.

I virkeligheden er det forbløffende, at der ikke rejser sig et folkekrav om at få toppolitikerne til at give svar på folks bekymringer for nutidens og fremtidens altoverskyggende problemer. Og det er forbløffende, at forlagene ikke ser et potentiale i sådanne politiske værker.

Norsk S-leder skrev om højrepopulisme

Det kan man for eksempel i Norge. Her var det en sensation, da Socialdemokraternes leder Jonas Gahr Støre sidste år udgav bogen ’I bevægelse’. Okay, han havde ikke forfattet alle 400 sider selv. Bogen var nemlig en blanding af interviews og essays. Men i fire essays tager han blandt andet et skarpt opgør med højrepopulismen og skriver også om sit lands udfordringer i en hæsblæsende globalisering. På mange måder er  ’I bevægelse’ en politisk programerklæring, hvor nordmændene kan læse sig til, hvad den socialdemokratiske statsministerkandidat vil med Norge og sit parti i fremtiden.

Den norske Høyre-leder Erna Solberg debuterede i 2011 som forfatter med bogen ’Mennesker, ikke Milliarder’. Her får hun tegnet et billede af et borgerligt parti, der ikke kun tænker i oliemilliarder og strukturer men også bekymrer sig om menneskers trivsel. To år senere var hun valgt som statsminister.

Og så har Audun Lysbakken, leder af Socialistisk Ventreparti SV i Norge, skrevet bogen ’Frihed Sammen – en ny socialisme i en ny tid’.

Kom nu ned under træet, Mette!

Vi kan også kigge over Atlanten til USA, hvor bogmarkedet bugner af titler fra politikere, der er gjort af det stof, der skaber præsidenter. Når toppolitikere i Norge, USA og andre lande tør skrive bøger, hvorfor gør danske politikere så ikke?

Mette Frederiksen, Pernille Skipper, Søren Pape, Morten Østergaard, anyone – jeg håber, at I ligger under mit juletræ næste år.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.