Haris Cehic er ikke heldig for tiden. Først fik han syv dages fængsel for at have to hobbyknive i hans bil - nu er han blevet smidt ud af sin uddannelse på Handelsskolen i Fredericia.
Grunden til, at han er blevet smidt ud af skolen, er, at den 19-årige mand angiveligt skulle have haft for meget fravær. Det skriver tv2.
"Jeg har været en del til både læge og neurolog, fordi den her sag kører rundt i mit hoved. Jeg har prøvet at forklare skolen, hvad jeg slås med for tiden, men det har ikke hjulpet," siger Haris Cehic.
Knivsagen begyndte med, at Haris Cehic den 31. maj kørte rundt med to hobbyknive i sin bil. Hovedpersonen selv har forklaret, at knivene var fra hans arbejde på en tankstation, og, at han glemte at lægge dem fra sig, da han lukkede butikken.
Fynboen blev stoppet i sin bil efter et rutinetjek foran diskotek Buddy Holly i Middelfart. Politiet købte ikke hans forklaring og slæbte ham i byretten. Hér blev han idømt en bøde på 3000 kroner. Men sagen blev anket til Østre Landsret, hvor straffen blev skærpet til syv dages fængsel.
Den dom betyder, at Haris Cehic ikke kan forfølge sin drøm som politibetjent.
Dommen på de syv dages fængsel er blevet anket til Højesteret. Frifinder de ham, kan politidrømmen igen blive til virkelighed.