Regeringen lover nu vælgerne, at flere omdiskuterede lovændringer vil blive fremsat i Folketinget allerede inden årets udgang.
Det gjorde Helle Thorning-Schmidt klart, da hun i da afholdt sit første tirsdagspressemøde siden sin tiltræden som statsminister.
Her lovede hun fire markante tiltag, inden du skåler i nytårschampagnen.
"Tiden er løbet fra snuptagsløsninger og symbolpolitik," lød det i Statsministeriet, der i næste uge vil fremsætte en finanslov.
1) Den omstridte knivlov bliver ændret.
"Vi vil afskaffe skærpelsen af knivlov," slog Thorning-Schmidt fast.
"Loven skal selvfølgelig forsøge og løse problemet med knive i nattelivet. Problemet med den nye lov er, at den skaber flere problemer, end den løser. På det rent principielle har den også taget noget frihed fra mennesker, som de egentlig troede, de havde ret til."
2) Den borgerlige regerings pointsystem får sparket
"Danskere skal kunne bo i Danmark, hvis ægtefællen ellers lever op til nogle robuste og færdige krav og i øvrigt ikke lægger det danske samfund til last. Vi vil allerede før nytår fremsætte lovforslag, der fjerner de mest urimelige barrierer for familiesammenføringer. Det gælder selvfølgelig den tidligere regerings pointsystem," sagde Helle Thorning-Schmidt.
3) Den kriminelle lavalder sættes op til 15 år
"Vi skal igen have den kriminelle lavalder op til det, den har været i mange, mange år. Fra 14 til 15 år."
"Vi skal ikke have, at normløshed hos nogle børn bliver til lovløshed, og det skal vi selvfølgelig sætte hårdt ind for. Men jeg mener også, at der intet - absolut intet - er, der tyder på, at en sænkning af den kriminelle lavalder fører til mindre kriminalitet blandt børn og unge. Jeg står ikke i spidsen for en regering, som sender børn i fængsel," lød det i debuten.
Samtidig lovede hun, at udvikle den kriminalpræventive indsats og lave nye sanktionsformer andet end fængsel over for de unge.
4) Økonomien skal kickstartes for ti milliarder kroner.
"Det vil sige, at projekter, som var planlagt til at begynde om et par år, sætter vi i gang nu. Det skal være så hurtigt, som det overhovedet er muligt," forklarede statsministeren.
Det lover Thorning, inden vi skriver 2012
1) Den omstridte knivlov bliver ændret
2) Den borgerlige regerings pointsystem får sparket
3) Den kriminelle lavalder sættes op til 15 år
4) Økonomien skal kickstartes for ti milliarder kroner.