Et lille aflukket område ud for kajen på Holmen i København er kommet i myndighedernes søgelys.
Området på omkring 50 kvadratmeter med bænk, stole og egen badestige er markeret som privat med låge og skilte.
Men ifølge Københavns Kommune er det ulovligt at afspærre den del af havnefronten, skriver TV 2 Kosmopol.
Kommunen understreger, at området ifølge lokalplanen skal være offentligt tilgængeligt.
- Det er et problem, at små privatiserede dele af det offentlige område dukker op langs havnen. Det skal stoppes, siger Niels E. Bjerrum (S), politisk ordfører på Københavns Rådhus, til tv-stationen.
Området tilhører ifølge aktindsigt en kendt dansk sangerinde.
Sangerinden har navne- og adressebeskyttelse, og hun hævder at have fået tilladelse til indhegningen for år tilbage, men kommunen har ikke modtaget dokumentation for det og kræver nu, at adgangen bliver åbnet for offentligheden.
TV 2 Kosmopol har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ejeren.