Kaos på motorvej - flere kilometer kø efter ulykke med spøgelsesbilist
Ulykken skete klokken 4.47 tæt på frakørsel 52 ved Odense SV. Foto: Google Maps
Den fynske motorvej var tidligt mandag morgen spærret på grund af en ulykke, hvor en spøgelsesbilist var involveret.

En spøgelsesbilist kolliderede tidligt mandag morgen med en varebil på den fynske motorvej.

Ifølge Fyns Politi er ingen kommet alvorligt til skade ved ulykken. Det skriver TV 2 Fyn.

Ulykken skete klokken 4.47 tæt på frakørsel 52 Odense SV, hvilket betød at strækningen mellem frakørsel 52 Odense SV og 53 Odense V i retning mod Middelfart var spærret i de tidlige morgentimer.

Klokken 8.15 meddelte Fyns Politi på Twitter, at strækningen igen var farbar. 

Vejdirektoratet skriver på Twitter, at man skal forvente længere rejsetid og kødannelser. Ifølge Ekstra Bladet, der citerer Vejdirektoratet, er der ved 8-tiden opstået en kø på flere kilometer på strækningen mellem Ejby til omkring Vissenbjerg på den vestlige side af den fynske motorvej. 

Klokken 07.48 melder Vejdirektoratet om omkring 50 minutters forlænget rejsetid.