Antallet af offentligt ansatte, der går på arbejde og får et økonomisk tilskud med sig, er eksploderet. Siden 2008 er der sket en stigning fra omkring 4.000 til 12.000 kommunalt ansatte med løntilskudsjob, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Børsen.
Af finansloven for 2010 fremgår det, at udgifterne til løntilskudsjob nu løber op i 1,3 milliarder kroner eller omkring 170.000 kroner per fuldtidsansat.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kritiserer udviklingen, som man mener, strider imod regeringens eget krav til kommunerne om at spare. Det er regler for aktivering af ledige, der tilskynder kommunerne til at oprette løntilskudsjob.
"Det virker helt forkert, at VK-regeringen på den ene side forlanger nulvækst i de kommunale udgifter og på den anden side holder fast i nogle regler for løntilskud, som giver kommunerne direkte incitament til at udvide den offentlige beskæftigelse," siger chefkonsulent Jørgen Bang-Pedersen til Børsen.
Også LO kritiserer det stigende brug af løntilskudsjob af den årsag, at man frygter, at det går ud over de andre medarbejdere.
"Det, vi oplever, er, at der er kommuner, som går direkte ind og fyrer offentligt ansatte, som så efterfølgende bliver erstattet af folk i løntilskud," siger næstformand i LO Lizette Risgaard.
Ikke kun i kommunerne, men også i det private, er antallet af løntilskudsjob steget. Fra 1.300 til 5.000 fra 2008 til i dag.