Et forbud mod banden Loyal To Familia (LTF) er ikke bare ren symbolpolitik, men kan få en effekt.
Det vurderer Frederik Waage, der er lektor i jura ved Syddansk Universitet.
- Det muliggør en større præventiv indsats fra politiets side, siger han og peger på, at der også er vedtaget ny lovgivning på området.
Blandt andet kan det straffes med op til to års fængsel, hvis man forsøger at videreføre banden, når den er forbudt.
Desuden kan det straffes med et halvt års fængsel, hvis man fortsat bærer bandens tatoveringer, emblemer, rygmærker eller mærkater.
Politiet har tirsdag nedlagt et foreløbigt forbud mod Loyal To Familia.
Forbuddet, der er landsdækkende, træder i kraft med det samme. Det er Rigsadvokaten, der har givet Københavns Politi bemyndigelse til at føre forbuddet ud i livet.
Trods forbuddet og fængselsstraf, hvis man viderefører en forbudt bande, så kan forbuddet være svært at håndhæve, vurderer Frederik Waage.
Dog kan politiet med den nye lovgivning på området blandt andet forbyde en person, som har haft tilknytning til en forbudt bande, at opholde sig bestemte steder, hvis det vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at banden ikke videreføres.
- Det kan være en udfordring, hvis Loyal To Familia eksempelvis skifter navn.
- Men i den nye lov kan man også gribe ind over for Loyal To Familia, hvis de begynder at optræde under andre kendetegn eller i øvrigt stadig samles, uanset om de kalder sig Loyal To Familia eller ej, siger Frederik Waage.
Foruden at straffe dem, der bryder forbuddet, kan bandens formue eller øvrige ejendele beslaglægges, når den foreløbigt er forbudt af regeringen.
Det har tidligere været varslet, at der ville komme en retssag, hvor man ville have banden opløst permanent. Der er dog ikke noget overraskende i, at der nu er nedlagt et foreløbigt forbud, forklarer Frederik Waage.
- Man kan nedlægge et foreløbigt forbud mod en forening. Det er en naturlig forlængelse af, at man ønsker at få opløst Loyal To Familia, at man starter ud med et foreløbigt forbud, siger lektoren.
/ritzau/