Jordans kong Abdullah II opfordrer tirsdag præster til at deltage i et møde i Amman for at hjælpe med at inddæmme Syriens sekteriske stridigheder, så de ikke breder sig til hele regionen.
- I er den islamiske verdens læremestre, og det er jeres ansvar at konfrontere de etniske og sekteriske stridigheder i Syrien, siger kongen til en gruppe præster, der deltager i en konference i Jordans Royale Aal al-Bayt Institut for Islamiske Tanker.
- Blodsudgydelserne i Syrien skal stoppes, og landets enhed samt resten af den arabiske og islamiske nation bør bevares, tilføjer han.
Den jordanske monark, hvis land er hjem for flere end 500.000 flygtninge, opfordrede også til at konfrontere takfiris - frafaldne sunnimuslimer.
- Jeg er villig til at samarbejde med jer om at implementere ethvert forslag fra jer til at tjene vores islamiske verden, bevare dets enhed, sørge for at muslimer ikke falder fra, og arbejde for respekt mellem sunnimuslimer, shiamuslimer, heriblandt salafister, sufier og alawitter, siger han.
Libanons iransk støttede shiamuslimske Hizbollah-bevægelse har åbent erklæret, at den kæmper side om side med præsident Bashar al-Assads styrker, mens shiamuslimske krigere er blevet set i Syrien, hvor de støtter regimet mod de overvejende sunnimuslimske oprørere.
Sekteriske spændinger i Libanon er steget, mens den syriske konflikt fortsætter med at rase med blodige sammenstød, fortrinsvis i den nordligt beliggende havneby Tripoli, mellem sunnimuslimske oprørstilhængere og Assads alawitiske støtter, som hylder ham.
Jordan, der er en af USA's vigtige allierede, frygter, at konflikten kan brede sig til hele regionen, og at islamistiske ekstremister kunne skaffe sig et fodfæste i Syrien, som er kongerigets nordlige nabo.
/ritzau/AFP