I marts var der langt flere jobparate, der modtog integrationsydelsen i forhold til samme måned i 2016.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I marts blev 57,6 procent af modtagerne af integrationsydelsen visiteret som jobparate af jobcentrene rundt om i landet.
Det er en stigning på hele 51,1 procentpoint i forhold til marts sidste år, skriver Danmarks Statistik.
Stigningen skyldes i høj grad trepartsaftalen fra foråret 2016, som betød, at modtagerens danskkundskaber ikke længere er afgørende ved indplacering i visitationskategorier.
I forhold til modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp var kun 22,3 procent visiteret som jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate i marts 2017.
Ifølge Danmarks Statistik er det et fald på 0,5 procentpoint i forhold til samme måned året før.
Der var 161.500 personer på kontanthjælpsydelser i alt i marts, og det er et fald på 16.300 personer,
Hvis man kigger på de enkelte ydelsestyper er faldet i antallet af modtagere af kontanthjælp på 10.900, uddannelseshjælp på 4000 og arbejdsmarkedsydelse på 7100 modtagere.
- Omvendt steg antallet af personer, der modtog integrationsydelse med videre 4900, skriver Danmarks Statistik.
1. juli 2016 blev målgruppen af integrationsydelsen udvidet til at omfatte alle personer, der ikke har opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af de seneste otte år.
Det kan være en del af forklaringen, lyder analysen fra Danmarks Statistik.
/ritzau/