Hans løn er noget bedre end den, de ledige danskere kunne komme op på ved at tage et af de jobs, de prøvede kræfter med i det omdiskuterede DR-program 'Den dag de fremmede forsvandt'.
Det røber Liberal Alliance-politikeren Joachim B. Olsen selv på Facebook. I en tråd, der netop handler om programmet, som Joachim B. Olsen i går debatterede på TV, skriver en socialrådgiver fra Aarhus lidt drillende:
"Hvis du tør, vil jeg gerne udfordre dig Joachim. Skriv hér, din årlige indkomst før skat, dit skattefradrag samt det beløb du reelt betaler i skat. Jeg er ret sikker på, at det beløb du har i fradrag, sagtens udligner det du betaler i skat. Har jeg ret? Tør du eller kyllinger du ud fordi jeg har ret?"
Godt nok røber Joachim B. Olsen ikke hele molevitten - årsindkomst, fradrag og så videre. Men han skriver faktisk, hvad han tjener hver måned - og hvad han mener, der ryger ind på kontoen:
"Min indkomst som MF'er er offentlig. Min bruttoløn er ca. 55.000 kr. Jeg mener jeg får udbetalt ca. 33.000 kr," lyder hans svar.
I sidste uge fortalte politikeren Avisen.dk, at han tidligere i sit liv har prøvet at leve under den officielle fattigdomsgrænse.
- Det er surt og træls, sagde Joachim B. Olsen om den tid, der - heldigvis for ham - er et overstået kapitel.