Mit navn er Jesper Guldbrandsen, jeg arbejder til daglig som togfører hos de danske statsbaner. Det som får mig til tasterne er uretfærdighed overfor lønmodtageren. Igennem de sidste par år er mit hjerte også begyndt at banke for vores fælles kollektive trafik, som i stigende grad bliver privatiseret med store konsekvenser for brugerne.
Klokken er 15.10. Mine øjne søger efter Re 4359 mod Slagelse. 15:16, Slagelse, spor 7, det er mit tog.
Jeg er i god tid, men går straks ned på spor 7, hvor mit tog allerede holder.
Mens jeg står og venter på afgangstid, svarer jeg på en masse spørgsmål fra rejsende som har brug for min hjælp. Jeg har også tid til en sludder med en kollega.
Men der er særligt én passager, som konstant har min opmærksomhed. Han ser meget vred ud og flytter sig konstant. Han er flere gange inde i mit tog for så at gå ud igen. Mens han befinder sig i toget, skifter han plads konstant.
Jeg kan se gennem vinduerne, hvordan han gang på gang skifter plads.
Da uret slår 15:16 triller toget i gang. Jeg ved, at manden stadig befinder sig i mit tog.
Da toget kort tid efter kører fra Valby station, kontakter jeg manden. Flere passagerer er urolige over hans opførsel.
Jeg henter ham i stillezonen og beder ham bestemt om at følge med. Jeg forventer at han vil blive vred, derfor vil jeg sætte hårdt mod hårdt for at vise, at her er det mig som bestemmer.
Til min store overraskelse er manden hverken vred eller “farlig”, han er psykisk syg. Han har svært ved at finde ro, når han er blandt mange mennesker.
Han fortæller mig, at han ikke kan finde sin plads. Hver gang han sætter sig, så føles det ikke som hans plads. Han beder mig derfor om at vælge en plads til ham.
Jeg finder en flaske vand og en plads til ham. Vi aftaler, at han ikke må flytte sig, før vi ankommer til Roskilde, hvor han skal af.
Turen fra Valby til Roskilde er svær for manden. Han er meget urolig, men hver gang han ser mig, husker han vores aftale og nikker til mig.
Da vi ankommer til Roskilde, rejser han sig ikke op, før jeg kommer og henter ham, for at følge ham ud af toget. Han takker mig mange gange for hjælpen og forsvinder i menneskemængden på Roskilde station.
Jeg er togfører, og jeg møder hver dag alle slags mennesker. Men når jeg skal fortælle om mit job, så skal jeg altid svare på ét bestemt spørgsmål: “Er det ikke hårdt at skrive bøder?”
Mit job bliver ofte defineret ud fra denne ene ting, blandt mine mange arbejdsopgaver
Når jeg deltager i sociale arrangementer og fortæller, at jeg er togfører, så har jeg lært at leve med, at nogen pludselig får et behov for at fortælle mig om mit “bøde-job".
For nylig sagde en til mig i et selskab: “nåe, du er ham dem irriterende, som skriver bøder”.
Mit job handler altid om bøder, når folk spørger ind til mit arbejde.
Efter at jeg er begyndt at dele mine frustrationer med andre, har jeg lært, at rigtig mange faggrupper har et lignede problem.
Portøren skubber "bare" senge, social- og sundhedshjælperen tørrer "bare" røv, og pædagoger passer "bare" børn.
Jeg har så tit hørt folk beskrive deres eget arbejde med ordet “bare”. Jeg er bare skolelærer, jeg er bare pædagog, og jeg er bare social- og sundhedshjælper.
De samme personer beskriver bagefter, hvor meget de brænder for deres fag og det lyser ud af dem, hvor vigtigt deres arbejde er for dem.
Det er en meget uværdig måde at tale om folks arbejde på. Selvom man lærer at leve med folks fjollede spørgsmål, så er det med til at skabe en fælles fortælling, om at nogle job er mere værd end andre.
Jeg er togfører, for mig er det æressag, at du sorgløst kan rejse mod toget. De dage, hvor det hele vælter og toget er forsinket eller aflyst, så går jeg ekstra glad og stolt hjem, hvis jeg har hjulpet mine passagerer med at komme frem til deres destiniation.
Selv når jeg møder en psykisk syg passager, så gør jeg mit bedste for at hjælpe.
Men ja, hvis man rejser uden billet, så skriver jeg en kontrolafgift.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.