Janni Ree runder et turbulent år af med at tilgive sin eksmand, forretningsmanden Karsten Ree, som tidligere på året lagde sag an mod hende.
Det fortæller hun i programmet "Eftermiddag" på RADIO IIII, hvor hun bliver spurgt ind til den vigtigste læring, hun tager med sig fra 2025.
– Mit år har været præget af skilsmisse og juridiske slagsmål. Jeg har måtte tilgive en masse ting, som er sket mellem ham og mig, siger Janni Ree og bekræfter, at hun også har tilgivet eksmanden:
– Ja, det har jeg.
Tv-personligheden ønsker dog ikke at uddybe, hvad hun konkret har skullet tilgive Karsten Ree for, men understreger, at der er tale om mange forhold.
– Jeg skal jo nødigt ind i noget juridisk igen, siger Janni Ree og tilføjer, at man kan læse om sagen i medierne.
Tidligere på året har sagen også været behandlet ved domstolene. I marts afgjorde Retten i Hillerød, at Janni Rees bog "Evig Diva" skulle tilbagekaldes, da den stred mod en fortrolighedserklæring mellem hende og eksmanden. Bogen udkom senere i en censureret udgave med overstregede passager.
I oktober nåede Østre Landsret frem til, at forbuddet mod bogen skulle ophæves, men at fortrolighedserklæringen fortsat er gældende. Det betyder, at forlaget Buster Nordic kan udgive "Evig Diva" uden at bryde erklæringen.
Ifølge Janni Ree har året dog også budt på en mere personlig erkendelse. Hun har nemlig også skullet tilgive sig selv for at have delt – lidt for meget – om skilsmissen offentligt.
– Fra start af ville jeg gerne have haft en stille og rolig afslutning på det hele, men det blev det desværre ikke. Det har jeg skulle tilgive mig selv for.