Julen bliver lige efter forskrifterne med flæskesteg, and og Risalamande, men straks efter højtiden med familien, smutter Janni og Karsten Ree til Afrika for at fejre nytår med gode venner.
– For en gang skyld skal vi holde juleaften med min mor og papfar. De sidste fem år har vi været hos Karstens søn, Christian, men i år har jeg fået gennemtrumfet, at vi tager til min mor ved Sjællands Odde. Alle børnene er afsat til andre sider, så vi bliver kun os fire, fortæller Jannie Ree og fortsætter:
– Vi bliver jo nærmest coronatestet hele tiden, og de er alle tre i risikogruppen, så det er rigtig fint. Karsten minder mig også hele tiden om, at jeg ikke må kramme andre mennesker. Min mor og hendes mand er faktisk yngre end Karsten, men så kan de sidde og tale om 50’erne og 60’erne, mens jeg ikke aner en dyt og bare kan lytte som en lille pige. Min mors mand går også på jagt, så de har nok at tale om, griner hun.
Forsidefruen glæder sig til at have sine to hunde med og bare hygge, mens hendes mor sørger for den gode mad.
Den 23. december holder parret jul med Karstens børn, og aftenen før gælder det Jannis børn og nu tre børnebørn.
Janni er både glad for jul, men også for at rejse. Derfor passer det hende fint, at hun og Karsten allerede 3. juledag stikker afsted til Afrika.
Med stort set ingen mennesker på den vidtstrakte savanne, er der heller ikke den store risiko for corona.
– Vi skal først lige et par dage forbi Karstens Karen Blixen Camp ved Marafloden i Kenya, men derefter fortsætter vi til Mombasa, hvor vi skal fejre nytår med nogle gode venner. Der er ikke lukket noget ned, og vi kører for os selv i stedet for at flyve rundt dernede. Vi glæder os. Karsten har så godt af varmen…