Islamisk Trossamfund fortryder Bilal Philips

Det var en fejl at invitere Philips til Danmark, siger Islamisk Trossamfund. Imamen har radikale holdninger til utroskab og homoseksuelle.
Bilal Philips er blevet nægtet indrejse i både Storbritannien og Australien, men er altså velkommen i Danmark.
Bilal Philips er blevet nægtet indrejse i både Storbritannien og Australien, men er altså velkommen i Danmark. Foto: Polfoto / POLFOTO

Klokken 15 i dag går imam Bilal Philips på talerstolen til konference om islamofobi i Korsgadehallen på Nørrebro, hvor han er inviteret til at tale af Islamisk Trossamfunds ungdomsorganisation, Munida.

Imamen mødes på Nørrebro af demonstrationer, fordi han repræsenterer radikale holdninger til blandt andet utroskab og homoseksuelle.

Kort før imamen går på scenen, trækker Islamisk Trossamfund nu i land. Det skriver Bt.dk.

"Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham," siger talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, til bt.dk.

Bilal Philips mener blandt andet, at homoseksualitet, på lige fod med pædofili, er en trudsel mod samfundet. Og at utroskab hos kvinder bør straffes med 200 piskeslag.

"Det er ikke heldigt for dialogen i Danmark, at der nu er store demonstrationer ved Korsgadehallen. Men vi vil jo heller ikke lade os dirigere. Der skete faktisk det, at vi fik tilbudt Bilal Philips som taler af den muslimske ungdomsorganisation i Sverige. Og vi sagde ja til det uden at undersøge sagen nærmere," siger Imran Shah til bt.dk.

Politiet er massivt til stede ved Korsgadehallen, hvor de netop har rykket demonstrationen længere væk fra hallen.

Blandt andet ligestillingsminister Lykke Friis (V) deltager i demonstrationen mod Bilal Philips.

Kilde: BT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.