Selv hvis danskere havde brændt hans hus ned, havde Irans ambassadør ikke følt sig så krænket som nu. For Nyhedsavisen og en række andre aviser har gjort noget meget værre: Trykt en karikatur af Muhammed.
»Det er meget værre for en muslim end at få brændt sit hus ned,« siger ambassadør Mohammad Reza Morshedzadeh, der opfordrer regeringen til at ændre dansk lov.
»Hvis jeres land ikke har love om blasfemi, så burde I indføre love, der forbyder at såre så mange mennesker. I har regler mod at krænke menneskerettigheder i jeres grundlov. At fornærme det, som er tættest på over en milliard muslimers hjerter, er at krænke deres menneskerettigheder,« siger repræsentanten for Irans 70 millioner indbyggere.
Iran regnes af organisationen Freedom House for at være et af de lande i verden, hvor indbyggerne har mindst frihed. Og Amnesty International kritiserer jævnligt landet for at krænke menneskerettigheder.
I et interview med Nyhedsavisen siger ambassadøren, at »for meget frihed kan være farligt«. Også når det gælder medier.
»Ytringsfrihed er ikke det samme som retten til at fornærme,« siger Mohammad Reza Morshedzadeh.