Præsident Hassan Rouhani siger tirsdag, at Iran vil genoptage berigelse af uran i et underjordisk atomanlæg syd for Teheran.
Med erklæringen fra præsidenten i det statslige tv har Iran taget endnu et skridt væk fra den trængte atomaftale med stormagterne fra 2015.
- Alle de skridt Iran har taget kan trækkes tilbage, og Iran vil leve op til dets forpligtelser i aftalen, når de tilbageværende parter i aftalen går det samme, siger Rouhani.
Suspenderingen af al berigelse af uran på Fordow-anlægget var en af de restriktioner, som Iran blev pålagt i aftalen. Til gengæld blev en række økonomiske sanktioner mod iranerne hævet.
Fordow-anlægget ligger i bjergene nær den shiamuslimske by Qom. Iran vil i første omgang fylde gas i centrifugerne på anlægget.
USA trak sig ud aftalen i maj sidste år og genindførte mange af de ellers ophævede sanktioner, hvilket har fået iranerne til gradvist at lægge afstand til aftalen.
- Atomenergiorganisationen har fået ordre om straks at påbegynde, hvad end der er brug for inden for forskning og udvikling og opgive alle hidtidige forpligtelser inden for forskning og udvikling, sagde den iranske præsident i september.
Han gjorde det klart, at der var tale om "udvidelser inden for forskning og udvikling, centrifuger, forskellige typer af centrifuger, og hvad vi ellers har brug for til berigelse af uran".
I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent. Men den grænse brød landet i juli, da det nåede op omkring 4,5 procent.
Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland.
Aftalen indebar i udgangspunktet, at Irans lager af uran ville blive reduceret med 98 procent til 300 kilo i 15 år.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters