Selvom op mod 60 irakere allerede nu overvejer at tage imod et nyt tilbud fra den danske regering om at rejse frivilligt hjem, er det langt fra godt nok.
De skal tvinges hjem, mener Dansk Folkeparti, der derfor vil have VK-regeringen til at presse styret i Nordirak yderligere.
»Storbritannien har jo fået en tvangshjemsendelsesaftale med Nordirak for længe siden. De danske forhandlinger går altså for langsomt,« siger næstformand i DF Peter Skaarup.
Kun Storbritannien har i dag en aftale med Nordirak om at kunne tvangshjemsende afviste irakiske asylansøgere.
Stort pres fra Blair
Aftalen kom i stand i 2004 efter voldsomt pres fra daværende premierminister Tony Blair.
Siden har landet sendt mere end 120 tilbage til Nordirak mod deres vilje.
Danmark har i længere tid arbejdet på at få en lignende aftale, og i januar i år kom der endeligt skub i forhandlingerne med det nordirakiske styre.
Men hidtil er det kun lykkedes den danske regering at få en frivillig aftale. Danmark kan altså opfordre irakere til at rejse hjem og tilbyde dem hjælp til at begynde forfra i deres hjemland, men ikke tvinge nogen til det.
Stort skridt på vejen
Afdelingschef i Integrationsministeriet Henrik Ankerstjerne repræsenterer ministeriet i de danske forhandlinger med det nordirakiske styre.
Han mener, at den frivillige aftale er et stort skridt på vejen, men understreger samtidig, at Danmark arbejder på fuld tryk på en tvangshjemsendelsesaftale.
»Vi har en konstruktiv dialog med det nordirakiske styre,« siger han.
Af hensyn til forhandlingsforløbet vil han dog ikke udtale sig om, hvor tæt Danmark er på at få den aftale, Dansk Folkeparti nu presser på for at få fremskyndet. Det har ikke været muligt at få fat på integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), der er på efterårsferie.