”Inkassobureauer er ikke sat i verden for at rådgive skyldnerne, men for at inddrive penge for deres klienter, nemlig kreditorerne.”
Det er budskabet fra Henning Gericke, der er formand for Dansk Inkassobrancheforening. Han kalder en kritik fra Forbrugerrådets forfejlet og malplaceret.
Rådet mener, at inkassobureauerne vildleder skyldnerne, fordi de er gået i panik her kort tid før årsskiftet, hvor en ny regel træder i kraft. Reglen kan betyde, at nogle skyldneres gæld forældes.
Læs: Inkassobureauer i panik vildleder skyldnere
"Det er slet ikke vores opgave at rådgive den enkelte skyldner om, at et krav kan blive forældet. Dertil må skyldneren hyre en professionel, eksempelvis en advokat," anbefaler Henning Gericke.
"For begynder vi at rådgive skyldneren, ville det kunne føre til, at vedkommende spekulerer i, om inkassovirksomheden nu også sender sagen til retten - eller lader være," siger han.
Avisen.dk forelagde torsdag inkassobureauet Intrum Justitia den kritik, som Forbrugerrådet fremfører – nemlig, at bureauet vildleder skyldnerne.
Det var ikke muligt at få svar fra Intrum Justitia, men Henning Gericke erkender, at den måde bureauet frister med at slette skyldnere fra RKI, ikke er god.
"Det er en fejl, at der ikke står, at det kun omhandler fordringer (gæld, red.), der vedrører Intrum Justitia," siger Henning Gericke.
Han fremhæver, at Intrum Justitia opfordrer skyldnerne til at indgå en afdragsordning, hvilket på sigt kan forbedre økonomien.
Derfor ser han intet galt i, at Intrum Justitia i brevet tilbyder "en enestående mulighed for at få luft i din økonomi."
"Vi har stor forståelse..." skriver inkassobureauet til skyldnerne. Læs hele brevet her. (Pdf)