Hver anden vil bestemme sin arbejdstid

Næsten halvdelen af danskerne vil have arbejds- og åbningstider tilpasset til B-menneskers døgnrytme.
I Ugebrevet A4 og Analyse Danmarks undersøgelse betegnede 43 procent sig som A-mennesker og 39 procent som B-mennesker.
I Ugebrevet A4 og Analyse Danmarks undersøgelse betegnede 43 procent sig som A-mennesker og 39 procent som B-mennesker. Foto: Colourbox

Når dagen er ny og den lune dyne kalder ubønhørligt, er det svært for mange danskere at være produktive samfundsborgere.

Og derfor ønsker hele 40 procent af befolkningen, at åbnings- og arbejdstider bliver tilpasset til B-menneskers døgnrytme, så det bliver muligt at bryde den klassiske arbejdsdag fra 8 til 16.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Samtidig angiver 59 procent - eller mere end hver anden - af danskerne det som vigtigt, at de selv bestemmer deres arbejdstid.

Interesseorganisationen B-samfund, der kæmper for B-menneskers vilkår, er ikke overrasket over, at mange danskere vil have mere flydende åbnings- og arbejdstider.

"Samfundet er stadig indrettet efter en 8-16 rytme. Men det er afgørende, at vi får et så fleksibelt arbejdsmarked, at det understøtter menneskers individuelle familieform og døgnrytme," siger formand Camilla Kring til Ugebrevet A4.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener ansættelsesretchef Flemming Dreesen, at arbejdsmarkedet i Danmark er så fleksibelt i forvejen, at der ikke er behov for at fremskynde processen.

"Vi har allerede et fleksibelt arbejdsmarked i Danmark, og jeg kan slet ikke genkende, at der skulle være en konflikt i forhold til B-mennesker," siger Flemming Dreesen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.