Øjenlæge Svein Erik Thomassen lavede noget af et forsvindingsnummer, da han i løbet af weekenden lukkede sin klinik, Viborg Øjenklinik, og flyttede hele butikken til Amsterdam. Vel at mærke uden først at informere hverken patienter eller Regionen Midtjylland om flytteplanerne.
Det skriver dr.dk.
Til gengæld henviser Svein Erik Thomassen på sin hjemmeside forvirrede borgere og regionsmedlemmer til advokatfirmaet Horstmann i Viborg.
Men advokat Jørgen Horstmann er lige måbende, som alle andre.
-Vi har intet med det at gøre. Det er første gang, at jeg oplever at blive præsenteret som advokat for nogle mennesker, jeg aldrig har talt med, siger advokat Jørgen Horstmann.
Årsagen til Svein Erik Thommasens beslutning om at flytte til Amsterdam er ifølge øjenlægens hjemmeside, at han ikke har fået lov til at dele praksissen med en anden læge, så han samtidig kan passe en klinik hjemme i Norge.
Region Midtjylland arbejder lige nu på at finde en anden læge, der kan træde til for at hjælpe de akutte patienter i Viborg Øjenklinik, skriver dr.dk.