Aftalen ligger foran dig, og ekstasen over udsigten til et nyt hjem overskygger lysten til at nørde lejekontraktens detaljer. Men det bør du gøre.
For er du klar over, at du kan komme i klemme, hvis du vil ud af en tidsbegrænset lejeaftale før tid - og at du skal være særligt opmærksom på alt, hvad der står i kontraktens paragraf 11?
Lejernes Landsorganisation LLO og lejeretsvirksomheden Digura guider her til reglerne, mange ikke kender.
1) Du hæfter for lejen
Har du underskrevet en tidsbegrænset kontrakt på for eksempel et år, men vælger at fraflytte inden da, risikerer du at skulle betale huslejen alligevel.
- Som udgangspunkt hæfter lejer for hele lejeperioden, hvis ikke udlejer finder en ny lejer, siger Anders Serup Svendsen, der er chefjurist hos LLO.
Udlejer har dog en såkaldt genudlejningsforpligtelse, som betyder, at vedkommende skal gøre sig rimelige anstrengelser for at få den lejet ud på ny - for eksempel med boligannoncer på nettet.
Vil du ikke risikere at ende med regningen, anbefaler Anders Serup Svendsen, at du får skrevet en opsigelsesret ind i kontrakten.
2) Du får en regning ved fraflytning
Et område, hvor mange kommer i klemme, er, når det kommer til vedligeholdelsespligten. Som udgangspunkt er den på udlejers side.
- Men det kan man aftale sig ud af, siger Mike Vestergaard, der er administrerende direktør i Digura, der hjælper lejere med problemer før, under og efter et lejemål.
Her skal du være særligt opmærksom på paragraf 11 i lejekontrakten, som hedder "særlige vilkår". Her kan udlejer indskrænke dine rettigheder som lejer - eller udvide dine forpligtelser.
- Det kan gælde alt fra slitage af gulv til køleskab, siger Mike Vestergaard.
Så få en bekendt, der har forstand på den slags - eller en af de virksomheder, der tilbyder det gratis - til at tjekke kontrakten igennem, inden du sætter din underskrift, råder han.
3) Du har ingen ret til lejligheden
Flytter du sammen med en ven eller kæreste, så sørg for, at dit navn også står på lejekontrakten. Ellers risikerer du at stå uden rettigheder, hvis I vælger at flytte hver til sit.
- Hvis ikke man står på lejekontrakten, har man ikke ret til at overtage lejemålet, forklarer Anders Serup Svendsen.
Det kræver en ny lejekontrakt, og her kan udlejer vælge at finde en anden i stedet. Undtagelsen er, hvis I er gift eller har været samlevende som kærester i mere end to år.
Her er det op til jer selv, hvem der skal blive boende - uanset hvis navn der står på lejekontrakten - og kan I ikke blive enige, kan skifteretten tage beslutningen.
/ritzau fokus/
Af Stine Eskildsen, Ritzau Fokus