Glem alt om en venlig henstilling eller i værste fald en bøde. Overtræder du karantænereglerne i Filippinerne, kan det koste dig livet.
Det fastslog landets kontroversielle præsident, Rodrigo Duerte, i en tale til nationen torsdag. Her opfordrede han militær og politi til at skyde for at dræbe alle, der skaber problemer under corona-krisen.
– Mine ordrer til politi og militær... Hvis der opstår problemer og jeres liv er i fare, så dræb. Er det forstået? Så er de døde i stedet for at lave problemer – jeg begraver jer, sagde han blandt andet i sin tale ifølge Daily Mirror.
Samtidig opfordrede han alle til at holde sig hjemme for at beskytte landet skrøbelige sundhedssystem.
– Det bliver værre og værre. Så igen fortæller jeg jer, hvor alvorligt et problem, det er, og I skal høre efter, fastslog han også.
Onsdag blev adskillige mennesker arresteret i hovedstaden, Manila, efter omfattende demonstrationer mod regeringens manglende nødhjælp – de mangler især fødevarer.
Præsidentens opsigtsvækkende tale har rystet diverse menneskerettighedsorganisationer.
– Det er dybt alarmerende, at præsidenten har udstedt en ordre til ordenshåndhæverne om at skyde for at dræbe. Det er en ødelæggende milepæl i hans præsidentperiode, mener Butch Olano, Amnesty Internationals landechef i Filippinerne.
Duerte har tidligere gjort sig bemærket med sin særdeles hårdhændede kamp mod narko, der menes at have kostet mindst 12.000 mennesker livet.