Ifølge Se og Hør fortæller debattøren og filminstruktøren m.m. Hella Joof til Ude & Hjemme i en ny bog, hvordan hun mistede sit og manden Henrik "Snit" Jepsens ufødte barn.
Aborten skete i fjerde måned og sendte dem ud i et følelsesmæssigt stormvejr.
- Som 44-årig blev jeg gravid, og vi blev virkelig glade. Jeg tænkte ”Gud, skal jeg have et barn, jeg har en datter, som snart bliver student? Nå – men så tager vi det med”, fortæller Hella Joof.
Hun fortæller desuden, at efter aborten gjorde hun ting, som hun ellers aldrig ville have troet, hun ville gøre:
- Hormonerne har taget over, hjernen og kroppen er i sorg, og det eneste, man vil have, er et barn. Så jeg gik i fertilitetsbehandling. Men ingen af æggene blev befrugtet.
I dag ser hun anderledes nøgternt på den traumatiske hændelse og konstaterer i bogen, at hun "var for gammel", og at hun er stolt over, at både hun og manden kom helskindet igennem det.
- Det kunne have været endt som en livssorg, men det tillod ingen af os, siger Helle Joof i bogen.
Bogen hedder "Modne kvinder" og er en samtalebog skrevet af Bo Østlund. I bogen fortæller 24 kendte danske kvinder i alderen 50 til 84 år om livet efter de 50.
Udover 55-årige Hella Joof er der også samtaler med blandt andre Ilse Jacobsen, Anne Dorte Michelsen, Jytte Abildstrøm, Vibeke Windeløv, Anette Støvelbæk, Majbritte Ulrikkeholm, Anette Støvelbæk, Mette Bock og Lisbet Dahl.