Den tidligere tv-vært Heidi Frederikke Sigdal bliver ny chefredaktør for ugebladet Alt for damerne, når Rikke Dal Søttrup stopper til april efter ni år på posten.
Det fortæller Story House Egmont i en pressemeddelelse.
Heidi Frederikke Sigdal får både titlen som chefredaktør for ugebladet og for alt.dk, som er Story House Egmonts digitale satsning med egen redaktion og indhold fra flere af mediehusets ugeblade og magasiner.
Den kommende chefredaktør er 48 år og har en lang karriere bag sig som tv-vært. I alt var hun vært i 17 år, blandt andet på TV 2 Sporten og "Go' morgen Danmark."
De seneste syv år hasr hun haft sin egen virksomhed "By Heidi Frederikke", hvor hun hun blandt andet har haft bestyrelsesposter og været tilknyttet DBU’s indsats for pigefodbold.
- Jeg ser magasinet som en institution i det danske mediebillede. Og sammen med redaktionen bliver min ypperste opgave tredelt – nemlig at styrke brandet både redaktionelt, kommercielt og digitalt. Der er så meget potentiale, og jeg ser virkelig frem til sammen med de dygtige medarbejdere at bygge et stærkt Alt for damerne i fremtiden, siger Heidi Frederikke.
Magasin- og ugebladdirektør i Story House Egmont, Marianne Gram, fremhæver Heidi Frederikke Sigdal som en stærk profil.
- Hun kommer med overbevisende kvalifikationer, og jeg føler mig sikker på, at hun stille og roligt vil udvikle det efterhånden 80-årige Alt for damerne til glæde for bladets og alt.dk's mange læsere og brugere, siger hun i pressemeddelelsen.