HB Køge ligger fortsat i spidsen for 1. division i fodbold, men søndag eftermiddag forpassede sydsjællænderne en god mulighed for at lægge stor afstand til de nærmeste i toppen.
Holdet førte på hjemmebane med 2-0 efter en times spil, men måtte alligevel tage til takke med 2-2 mod superliganedrykkeren FC Helsingør.
Dermed kom HB Køge på 22 point for ti kampe, mens Viborg på andenpladsen har 19 point efter 3-3 på udebane mod Thisted.
Martin Koch blev dobbelt målscorer for HB Køge i kampens første del. Efter blot fem minutter fik han en servering, som han headede ind i den fjerneste side af målet til 1-0.
Efter 19 minutter blev han spillet fri i venstre side af feltet og overlistede igen keeper Mikkel Bruhn.
Kampen fik dog nyt liv efter en times spil, da den tidligere Inter-spiller Patrick Olsen fra kanten af feltet hamrede bolden resolut ind til 1-2 via den ene opstander.
Seks minutter før tid kom udligningen til 2-2, da Douglas Starnley Ferreira sikkert udnyttede et straffespark.
Udeholdet havde også en fin chance for at score sejrsmålet, men det blev ved 2-2.
Endnu mere dramatik fandt sted i føromtalte kamp i Thisted, hvor hjemmeholdet i tillægstiden kom på 3-2 ved Casper Olesen, men Christian Sivebæk nåede at udligne til 3-3 for Viborg.
Ellers bød søndagen på lutter hjemmesejre i den næstbedste række. Fredericia kom på tredjepladsen med 17 point i kraft af sejren på 2-0 hjemme over Lyngby.
Også Næstved har 17 point efter hjemmesejren på 2-1 over Fremad Amager, der ligger under stregen med ni point.
FC Roskilde, der ligger sidst, fordoblede sin samlede pointhøst til seks med sejren på 3-0 over Hvidovre. Endelig avancerede Silkeborg til femtepladsen med 16 point ved at besejre Nykøbing FC med 3-1.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.