Skal hun have blomster? Skal hun have chokolade eller en tur i biografen? Eller fortjener hun noget endnu bedre i år? Det spørgsmål stiller mange børn sig selv i dagene op til Mors Dag.
Det er Mors Dag i morgen, søndag 10. maj, en festdag for blomsterbutikker landet over.
Men det er langt fra en festdag for alle mødre og børn. Forventningerne kan nemlig hurtigt blive skruet i vejret - og det kan føre til både tårer og usikkerhed, især hos børnene.
I Good Housekeeping fortæller en kvinde, hvordan hun hvert år siden barndommen har foræret sin mor gode og personlige gaver. Hun har skrevet små bøger, købt billetter til yndlings koncerter, strikket tæpper og mange flere tidskrævende ting.
Og hvad gør moderen som tak? Hun irettesætter og laver om på gaverne konstant. Hun kritiserer og viser skuffelse, så kvinden den dag i dag ikke længere magter at give en gave på Mors Dag.
Glæd dig over andre ting
Har du prøvet det samme? Har du enten været den triste giver eller den kritiserende modtager, så ved du, at det på ingen måde er en festdag, når situationer som disse opstår.
Peggy Post er ekspert i etikette, og hun forslår, at du ikke lader den slags drama ødelægge en god anledning til at værne om din familie. Og er der folk i familien, der ikke har lyst til at fejre dagen, ja så bør I også kunne tage en snak om det uden anklager eller jalousi.
På Psychology Today forklarer psykoterapeut F. Diane Barth, at Mors Dag på mange måder kan være skræmmende, fordi den fremhæver de konflikter, der kan være mellem mor og barn eller to søskende imellem, hvis den ene giver blomster og den anden ikke gør.
Hendes råd er enkelt og klart. Hold fokus på dit liv og ikke på en enkelt dag. Den beviser ikke, at du er en god datter, blot fordi du husker den. Samtidig gør blomster på dagen ikke automatisk en mor til en succes.
Glæd dig i stedet over de små succes-oplevelser i dagligdagen i stedet for at hænge det hele op på udfaldet af én enkel Mors Dag.