Hvis du er en af de mange danskere, der har gemt ungdommens musiksamling i kælderen eller på loftet, er det måske nu, du skal støve den af. En ny opgørelse fra handelsplatformen Tradera viser nemlig en voldsom stigning i interessen for heavy metal-ikonerne Metallica.
Søgningerne på bandet er tredoblet i år sammenlignet med sidste år, og det smitter direkte af på priserne. Især de klassiske udgivelser er i høj kurs hos både samlere og nostalgiske fans.
Voldsomt comeback til cd'en
Mens vinylplader længe har været i fokus hos samlere, er der nu en overraskende tendens på vej. Salget af Metallica-cd'er er nemlig steget med hele 41 procent i år. Det er en udvikling, man mærker tydeligt hos Tradera.
– Vi ser en bredere tendens, hvor flere igen ønsker at eje fysisk musik. Vinyler har længe været populært, men nu ser vi også et tydeligt comeback for cd'er, fortæller Jennifer Geertsen Bro, marketingchef for Tradera i Danmark.
Plader solgt for formuer
Selvom cd'erne vinder frem, er det stadig de sjældne vinyler, der henter de allerhøjeste beløb hjem. Et konkret eksempel er albummet "Master of Puppets". En signeret vinyludgave fra 1986 er for nylig blevet solgt for svimlende 6.869 kroner.
Det er dog ikke kun de helt dyre samlerobjekter, der kan indbringer penge. Selv cd-formaterne er begyndt at kravle op i pris, hvor visse udgivelser nærmer sig salgspriser på 2.000 kroner.
Jubilæum vækker interessen
Den store interesse skyldes blandt andet, at mange af de store albummer i genren kan fejre 40-års jubilæum i denne tid. Det gælder ikke kun Metallica, men også andre store navne inden for "The Big Four of Thrash Metal" som Slayer, Megadeth og Anthrax.
– Når klassiske albummer fejrer jubilæum, ser vi ofte, at interessen for både musikken og samlerobjekterne stiger. Metallica er et tydeligt eksempel, fortæller Jennifer Geertsen Bro.
Tjek dit eget loft
Har man gemt sine gamle plader fra 80'erne og 90'erne, opfordres man nu til at give samlingen et kritisk eftersyn. Der kan nemlig gemme sig uventede værdier mellem de gamle covers.
– For mange handler det både om nostalgi og om faktisk at ønske at eje musikken. Der er meget musik, der samler støv på hylderne rundt om i landet, men som kan være betydeligt mere værdifuld, end man tror, lyder det fra Jennifer Geertsen Bro.
Højeste salgspriser på Tradera (udvalg)
Metallica – Master of Puppets
CD: 1 890 kr Vinyl: 6 869 kr
Megadeth – Peace Sells… But Who’s Buying?
CD: 359 kr Vinyl: 1 213 kr
Slayer – Reign in Blood
CD: 375 kr Vinyl: 2 575 kr