Den danske regering mangler at give et klart svar på, om den amerikanske efterretningstjeneste CIA skal søge tilladelse til at flyve igennem dansk og grønlandsk luftrum.
Flere førende grønlandske politikere mener, at der hersker uenighed mellem de forskellige involverede danske ministerier om, hvordan aftalen mellem Danmark og USA skal fortolkes. Det skriver KNR, Grønlands svar på DR.
Lederen af den grønlandske regering, Kuupik Kleist, skal torsdag mødes med udenrigsminister Villy Søvndal (SF), og her vil han aftvinge ministeren et klart svar.
- Det er blandt andet spørgsmålet om adgangen til at søge tilladelse om transport gennem andre landes territorium, det vil sige både luft og land. Her er der åbenbart forskellige opfattelser mellem ministerierne internt i den danske regering af, om der skal søges tilladelse, hvis man ikke mellemlander, siger Kuupik Kleist til KNR.
Han bakkes op af lederen af den grønlandske opposition, Aleqa Hammond fra Siumut.
- Man kan se, at Udenrigs-, Justits og Statsministeriet har forskellige måder at tolke tingene på, og det skaber flere spørgsmål end svar siger hun.
Dansk Institut for Internationale Studier vurderer i den netop offentliggjorte rapport om CIA's flyvninger i dansk luftrum, at amerikanerne frit kan flyve fanger gennem såvel dansk som grønlandsk og færøsk luftrum, så længe flyene ikke mellemlander.
Det må de til trods for, at amerikanerne i 2008 gav danskerne en garanti for, at der ikke ville ske fangeoverførsler gennem dansk luftrum.