Peter Graulund var ikke bange for at åbne munden i sin tid som fodboldspiller. Fremover får han endda penge for det i sit nye job som fodboldekspert på tv.
Det er Viasat, der har været hurtige ved havelågen og som blot få uger efter Graulunds karrierestop kan føje den tidligere AGF-angribers navn til lønningslisten.
- Peter Graulund har været en af de sidste 10-15 års mest markante spillere på og udenfor banen. Altid dedikeret og passioneret.
- Vi er sikre på, at Peter kan overføre sit helt utrolige engagement i fodbolden til tv-skærmen til glæde for seerne, skriver Viasats sportschef Peter Nørrelund i en pressemeddelelse.
Selv glæder Graulund sig til at tage hul på et nyt kapitel i arbejdslivet.
- Jeg vil gå ydmygt til opgaven, men har også en ambition om, at seerne skal kunne genkende den Graulund, som de kender fra banen.
- Så jeg kommer til at sige min mening og holde fast i min stil, siger han i pressemeddelelsen.
Peter Graulunds første skærmoptræden bliver på søndag, hvor han deltager i optakten til den sene superligakamp mellem FC Nordsjælland og Brøndby.
Den 36-årige angriber er med 108 mål den sjettemest scorende superligaspiller nogensinde. Han stoppede karrieren i oktober efter en periode med mange skader.
Han har ud over AGF også spillet for Vejle og Brøndby, ligesom han har været på udlandsophold i Helsingborg og Bochum.
/ritzau/