Hvordan kunne hun få sig selv til det? Og hvorfor? Det er spørgsmål, der sikkert melder sig hos mange, efter at liget af et nyfødt drengebarn tirsdag morgen blev fundet i en hvid plasticpose på bunden af Odense Å. Ingen kender svarene, for moderen er endnu ikke fundet.
Men grafolog Maria Ploug har sine egne bud. Ud fra skriften på stenen med teksten Undskyld. Hvil i fred. Mor og far elsker dig, min lille dreng , som politiet fandt i posen sammen med det døde drengebarn, tegner hun et billede af moderen bag den tragiske begivenhed.
»Det er en ung kvinde,« starter hun med at slå fast.
»Hun er et varmt, hjerteligt og hyggeligt menneske, og for de mennesker, der kender hende, vil det være en stor overraskelse at opdage, at det er hende,« siger grafologen, der ofte tidligere er blevet brugt af politiet i forbindelse med opklaring af forskellig kriminalitet.
»Hun har en sympatisk overfladekontakt, men hun har samtidig en psykisk distancerethed, som gør, at hun ikke lader folk komme for tæt på,« fortsætter Maria Ploug og uddyber moderens mere mørke side.
»Hun er meget stemningssvingende og følelsesbetonet i sin adfærd. Og så er hun et ensomt menneske med tendens til det depressive.«
Velovervejet beslutning
Hvorfor moderen har valgt at skille sig af med sit nyfødte barn, er svært for Maria Ploug at sige præcist. Formskriften og det lidt uskarpe billede af stenen, hun har fået at tyde ud fra, gør det svært for hende at være mere specifik. Alligevel mener hun at kunne se, at moderen ikke har handlet i affekt.
»Det er ikke impulsivt gjort. Hun har gennemtænkt det. Hun har tænkt dybt og inderligt over det, før hun har handlet.«
»Hun er sårbar, men hun er en varm, følelsesbetonet mor, så det må have været en meget hård beslutning for hende. Og det er noget, hun har følt sig presset ud i. Ellers ville hun ikke have givet slip, for normalt er hun trofast og hengiven over for de mennesker, hun kender godt og føler sig fortrolig med,« forklarer grafologen. Hun mener, at en følelse af utilstrækkelighed ligger bag den unge kvindes beslutning
»Hun har følt, at hun ikke slog til. Hun har ikke magtet det. Hun har en natur, hvor hun gør tingene mere problematiske, end andre ville gøre dem.«
Faderen var ikke med
På den lille sten, der nærmest minder om en gravsten, står faderen også nævnt i teksten. Men spørger man Maria Ploug, har faderen næppe været med i kvindens beslutning.
»Hun er lidt i opposition mod den maskuline dominans. Det kan stamme tilbage fra hendes egen far. Så hvis barnets far har været til stede i hendes liv, så har han ikke kunnet påvirke hende i hendes beslutning. Hun har i det hele taget handlet helt uden at delagtiggøre andre i det,« mener hun, inden hun afslutningsvis slår fast:
»Hun har uden tvivl elsket det barn. Hun har handlet, fordi hun tror, det er den bedste løsning for barnet.«