Mandag aften var der sæsonafslutning på “Badehotellet”, men TV2’s populære tv-serie kommer igen med en ottende sæson. Det oplyste seriens hovedforfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til TV2 efter det sidste afsnit i syvende sæson.
- Ja, vi arbejder med en fortsættelse af serien, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige så meget mere, lyder det fra forfatterparret bag serien, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.
Den syvende sæson foregik i 1940, hvor krigen ramte Danmark, og forfatter-parret afslører dog, at den kommende sæson kommer til at udspille sig i sommeren 1941 og at der ligger et oprør og venter.
- Det første chok over besættelsen har fortaget sig. De forandrede forhold ser ud til at blive permanente. Mens nogle ser ud til at have affundet sig med tyskernes tilstedeværelse, ulmer der hos andre et oprør, siger Stig Thorboe og Hanna Lundblad.
Med tanke på seriens store succes ville det dog også have været mærkeligt, hvis TV2 havde besluttet sig for at aflive stationens store trækplaster. “Badehotellet” har i denne sæson trukket cirka 1,5 millioner seere til skærmen pr. afsnit.
Den ottende sæson af “Badehotellet” sendes i 2021.