Herremanden fra Odder bliver han kaldt i medierne. Og listen over sager, hvor den excentriske godsejer Johan Koed Jørgensen tilsyneladende bøjer reglerne, så de passer i hans plan, er efterhånden også lang. Og nu er den blevet lidt længere.
Ifølge TV 2 Østjylland har Johan Koed Jørgensen, der ejer Aakær Gods ved Horsene, igen lagt sig ud med Odder Kommune. Denne gang handler sagen om to skilte, hvor godsejeren, ifølge kommunen, nægter offentligheden adgang til naturen.
Skiltene er placeret i kanten af vejen, som fører til hans ejendomme og videre ned mod vandet i den nordøstlige ende af Horsens Fjord. Med ordene ”Adgang forbudt” og ”Privat” vurderer kommunen, at godsejeren afskærer folk fra adgang til naturen – noget, der strider mod Naturbeskyttelsesloven.
Derfor har Odder Kommune pålagt godsejeren at fjerne skiltene senest 7. januar 2026. Det kommer dog næppe til at ske uden kamp, lyder det fra godsets advokat, Jens Glavind.
– Vi mener ikke, at skiltningen er ulovlig. Det har vi redegjort for over for kommunen, og så må der komme en endelig afgørelse på et tidspunkt, siger han til TV 2 Østjylland.
Det er langt fra første gang, Johan Koed Jørgensen er på kollisionskurs med Odder Kommune. Senest tilstod godsejeren i maj – efter længere tids benægtelse – at han stod bag fældningen af en række kommunale træer, som stod tæt på hans jord ved Aakær Gods.
Derudover har godsejeren haft en årelang strid med kommunen om Aakær Å, der løber gennem godsets arealer. Ligesom det sidste år var en del medieomtale af, at godsejerparret angiveligt forsøgte at true en lokal forfatter til tavshed, efter hun havde skrevet en roman, hvor dele af handlingen udspiller sig på godset.