Efter halvanden døgns forhandlinger er EU's landbrugsministre blevet enige om en reform af den fælles landbrugspolitik.
Reformen skal nu forhandles med EU-Parlamentet, før den kan blive til virkelighed for landmænd i Danmark og resten af EU.
Med ved forhandlingsbordet var fødevareminister Mette Gjerskov (S), og hun er tilfreds med aftalen, som hun betegner som det muliges kunst.
- Det er et kludetæppe. Der er noget, der er godt, og noget, der er skidt, siger ministeren.
Hun har især kæmpet for, at støtten til danske mælkeproducenter ikke skulle omfordeles til andre former for landbrug. Forslaget indebar dramatiske indtægtsforskydninger, der kunne rive gulvtæppet væk under de danske mælkeproducenter.
- Især mælkeproducenter står i en vanskelig situation lige nu, så det er et rigtig godt resultat, at det ser ud som om, vi kan slippe for det. Der bliver kun en mindre omfordeling, lyder det fra Mette Gjerskov.
Danmark har også opnået fine resultater i forhold til grøn omstilling, siger ministeren.
Hvad angår arbejdet med fortsat markedsorientering af det europæiske landbrug, er Mette Gjerskov til gengæld skuffet.
/ritzau/