Hoste, vejrtrækningsproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær. Det er eksempler på nogle af de lidelser, som ansatte i luftfartsindustrien mener, de har fået af at arbejde i giftige gasser i passagerfly.
I udlandet har man længe diskuteret, om man kan blive syg af de stoffer, som trænger ind i flyenes aircondition. Luften trækkes ind i flyene via motorerne, hvor læk af motorolie og hydrauliske væsker kan frigive farlige stoffer.
- Inden for de næste år vil industrien blive mødt med en tsunami af krav, siger den skotske advokat Frank Cannon til Jyllands-Posten.
Han kører netop nu sag mod British Airways for at gøre dem ansvarlig for en 43-årig pilots død i december sidste år.
I Danmark kender hverken Luftfartsstyrelsen eller Flymedicinsk Klinik til eksempler på danskere, der er blevet syge af at indånde gifte gasser i fly.
- Det er enormt svært at finde ud af, hvad der er op og ned, men det er hensigtsmæssigt at understrege, at det er forholdsvis sjældent, at nogen mener, at de har fået disse symptomer af at flyve, siger overlæge Niels Ebbehøj fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Ikke desto mindre står den tidligere luftkaptajn André Holm frem. Han mener, at hans helbred har taget skade af de godt 30 år i luften for Mærsk Air.
- Specielt om natten, når jeg ligger ned, kan jeg vågne op og føle, at jeg er ved at drukne i mine lunger, siger den 71-årige til Jyllands-Posten.
Holm er den hidtil første dansker, som står frem. Både SAS og Boing afviser overfor avisen, at der er grund til at være bekymret for giftige gasser i fly.