Der er godt nyt til de mange danskere, der savner at kunne tjekke ind på Andersens Badehotel. "Badehotellet" vender nemlig tilbage på skærmen – i hvert fald for en stund – når TV 2 i en ny dokumentar ser tilbage på successerien, der i mere end et årti har samlet danskerne foran fjernsynet.
Programmet har fået titlen "Sidste tjek ind på Badehotellet". Her ser man tilbage på favoritscener og yndlingskarakterer, ligesom både seriens hovedpersoner og fans af alle slags fortæller, hvad netop de tager med sig fra serien, der aften efter aften fik danskerne til at tjekke ind på "Badehotellet" hjemme fra sofaen.
Siden første afsnit blev sendt den 30. december 2013, har hvert eneste afsnit i gennemsnit haft mere end halvanden million seere. Det sidste afsnit blev vist den 28. april sidste år.
Dokumentaren, som blev optaget sidste år, sendes på TV 2 fredag den 26. december.