Den amerikanske skuespiller Stephen Baldwin skylder millioner af kroner i skat. Hans advokat mener dog, at stjernen undgår at komme i fængsel.
Stephen Baldwin har nemlig mulighed for at få op til fem år til at betale millionerne tilbage. Det skriver Female First.
Den manglende indbetaling på 350.000 dollar eller knap to millioner kroner stammer tilbage fra 2008, 2009 og 2010, hvor Baldwin ikke betalte indkomstskat til Rockland County, som ligger knap 25 km nordvest for Manhattan i delstaten New York.
Stephen Baldwin er lillebror til den kendte skuespiller Alec Baldwin og har tidligere fortalt, at den manglende skatteindbetaling skyldes, at han har kæmpet med økonomien.
Anklagen mod skuespilleren kom et halvt år efter, at han havde tabt en stor kontrakt med olieselskabet BP.
Stephen Baldwin er mest kendt for mindre filmroller i blandt andet "The Usual Suspects" og "Threesome", og han er den yngste af de fire Baldwin-brødre.
/ritzau/