leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 11:10
Vestjyske håndværkere søger i stigende grad mod øst for at få opgaver nok, skriver DR Midt & Vest onsdag.
En af de håndværkere er tagdækker Henrik Bloch Lauritsen fra firmaet KB Tagpapservice i Sørvad, der ligger syd for Holstebro i Midtjylland:
- Cirka 50 procent af de licitationer, vi giver priser på, ligger østover, siger han til DR Midt & Vest.
Lige nu byder KB Tagpapservice på opgaver i både Silkeborg, Aarhus og Høje Tåstrup.
Også elektrikere, murere og tømrere søger mod øst for at få nok at lave, fortæller formanden for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Niels Hansen. Han forklarer det blandt andet med, at håndværkerfradraget er væk:
- Siden boligjobordningen er ophørt, er det gået jævnt tilbage. Vi er nødt til at køre længere for at få noget i ordrebogen, konstaterer han over for radioen.
Ifølge den regionale formand for Dansk Byggeri har ikke mindst mange små og mellemstore virksomheder har haft stor glæde af boligjobordningen.
Newspaq