Et flertal i EU-Parlamentet blev i januar enig om, at der skal være større åbenhed i parlamentet.
Det gælder blandt andet indblik i ledende parlamentarikeres møder med lobbyister.
Men ordningen er frivillig og splitter de danske spidskandidater.
Socialdemokratiets Jeppe Kofod opfører allerede sine møder i et offentligt register, og det vil han fortsætte med.
- Det er vigtigt for offentligheden og medierne at vide, hvem de europæiske parlamentarikere mødes med, så de kan afdække historier om, hvad der foregår.
- Jeg stemte selv for, at modellen blev obligatorisk, så jeg opfordrer de danske parlamentarikere til at forpligte sig til at registrere alle lobbymøder, de holder i den kommende valgperiode, siger han.
Der har været stor modstand mod dele af forslaget. Parlamentet har været under pres fra EU-Kommissionen, der allerede har indført et register over lobbyister. Mange i EU-Parlamentet er imod et sådant register.
Dansk Folkepartis spidskandidat, Peter Kofod, fortæller, at han endnu ikke har taget stilling til, hvordan han vil håndtere den frivillige ordning, hvis han bliver valgt ind.
- Men hvis Jeppe Kofod er så bange for, at lobbyisterne bestemmer for meget, kan han jo starte med at fortælle, om han får penge af dem eller ej, siger Peter Kofod.
Ligesom Jeppe Kofod dokumenterer Folkebevægelsen mod EU allerede, hvem parlamentariker Rina Ronja Kari mødes med.
Alternativets spidskandidat, Rasmus Nordqvist, agter at føre et register, hvis han bliver valgt.
- Det er ikke for at vise mistillid til nogen. Det her handler om at skabe mest mulig åbenhed, siger han.
380 af parlamentets 750 medlemmer stemte for oprettelsen af et register for lobbyister den 31. januar i år.
396 støttede, at parlamentet skal gøre det muligt for medlemmerne, hvis de vil, at fremlægge regnskab for brug af blyantspenge - omkring 33.000 kroner om måneden - på parlamentets hjemmeside.
Blyantspenge er et beløb, der er beregnet til at dække omkostninger til kontordrift, herunder telefoni og computerudstyr.
/ritzau/